En pandemi – set indefra

August 2020 af Henrik Røgind, formand

Som I ved, var det nødvendigt for mig at holde pause fra min formandspost i foråret, da jeg – som så mange andre – var travlt optaget med at håndtere Corona-epidemien. 100 arbejdsdage i træk blev det til, inden det værste var overstået. Jeg lovede jer mit indtryk fra maskinrummet. Det kommer her i form af mit forsøg på at svare på en række spørgsmål, som naturligt melder sig efterfølgende.

Var vi klar?

Både ja og nej. Det lader til, at en række advarselssignaler blev overset af Sundhedsstyrelsen tidligt i forløbet. Det førte måske til, at vi – da epidemien ramte os – ikke havde tilstrækkelig testkapacitet og ikke tilstrækkelige lagre af værnemidler. Man kan få det indtryk, at en vægtig grund til, at man i starten var meget restriktive både med hensyn til at anbefale bred testning og udbredt brug af værnemidler, var forsyningssituationen. I perioder var det kritisk. Vi kunne dårligt nok få testet kernepersonale, og det var svært at skaffe værnemidler til den almindelige drift på hospitalerne. Det blev aldrig sagt tydeligt – men det var det klare indtryk man fik.

Til gengæld synes jeg, forløbet viser, at regionerne var i stand til på meget kort tid at omstille sygehusvæsenet fra en drifts- til en beredskabssituation. Kan det gøres bedre – selvfølgelig! Men at det på så kort tid lykkedes at udvide antallet af intensivpladser drastisk, var intet mindre end et mesterstykke. Der skulle i lyntempo uddannes personale, der kunne passe respiratorer – respiratorer, som i udgangspunktet dårligt nok fandtes – og i bygninger, som var optaget af andet. Det gjorde mig faktisk stolt. Og samtidig var det en vanvittigt spændende ledelsesopgave.

Og jeg er nødt til at sige det: Kun et regionalt sundhedsvæsen kunne løse denne opgave. Det var nødvendigt med en selvstændig instans, som kunne agere uafhængigt af dagsformen på pressemøder. ”Kom der en ny vejledning (det gjorde der hele tiden!)? Vi tygger lige lidt på den og implementerer den i god ro og orden ud fra vores kendskab til de lokale forhold.” Et statsligt sundhedsvæsen var blevet politiseret og trukket rundt i pressemanegen. Det ville have været lammende. Et kommunalt sundhedsvæsen ville ikke have haft en chance for at lave omstillinger i den målestok og med den hastighed. Så min opfordring til vores landspolitikere må være: Lad regionerne være! De løser deres opgave på præcis det niveau, den skal løses. Staten er for stor – kommunerne for små.

Blev der truffet de rigtige beslutninger?

Der skulle handles hurtigt og på et usikkert beslutningsgrundlag. I det store hele traf regeringen med opbakning fra hele Folketinget de rigtige beslutninger. Der, hvor kæden hopper af er, når man ikke vil vedstå sig, at det er politiske beslutninger, men forsøger at helgardere sig med formuleringer om at ’sundhedsmyndighederne anbefaler’. Så kan man tage æren, hvis det går godt, og tørre en fiasko af på embedsværket. Det er en utrolig ringeagt man udviser for befolkningen, når man ikke tør stå ved, at man i en svær situation, må træffe nogle beslutninger. Beslutninger som kan være forkerte – men træffes skal de.

Er der en interessekonflikt mellem embedsværk og politikere?

Ja! Begge parter garderer sig mod at blive draget til ansvar efterfølgende. Men her trækker embedsmændene det længste strå. De hverken kan eller må gøre andet end at vejlede ud fra de data og den teoretiske viden, der foreligger. Det er politikerne, der skal have modet til at træffe beslutningen – og stå ved det.

Er der skurker?

Det har ikke fyldt meget. Der har været de sædvanlige snydeleverandører, som forsøger at udnytte situationen. Der var historier om tyveri af værnemidler. Men generelt opførte folk sig ordentligt.

Er der helte?

Vi mødte en stor offervilje fra mange borgere. Pensionister, som meldte sig under fanerne.  Idrætsforeninger, der kom kørende med deres håndsprit. Pizzeriaer, som gav mad til det travle personale. I det store billede betød det ingenting. Meget få pensionister endte med at komme i spil – om nogen. Håndspritten rakte ikke langt. Personalet var jo nok blevet mætte alligevel. Men symbolværdien var så meget desto vigtigere. Det betød virkelig noget for hele personalet, at befolkningen bakkede op.

Nogle fagforeninger har forsøgt at fremhæve deres medlemmer som de helte, der fik det hele til at lykkes. Den køber jeg ikke. Vi har bare passet vores job. Det er det, vi er uddannet til og får vores løn for. Ingen faggruppe har ydet noget ud over, hvad man kunne forvente af den. Enkeltpersoner måske, men ikke hele faggrupper.

Er vi ude på den anden side?

Desværre er det min vurdering, at det er vi ikke. Jeg tror ikke COVID-19 er en episode. Jeg tror det er en tilstand! Vi må vænne os til, at der lurer infektionssygdomme derude, som kan lamme samfundet og slå mange ihjel. Vi slap for SARS og MERS. Men når (hvis!) vi engang finder en vaccine mod denne Coronavirus, ligger en anden virus på lur. Det bliver vi nødt til at indstille os på.

Operationen lykkedes – men er der bivirkninger?

Jeg tror alle, vi kender til ældre eller andre udsatte, som har taget skade af den voldsomme isolation. Vigtige måneder af deres liv går tabt – i ensomhed. Familiefester, som er så vigtige for mange, er blevet aflyst eller udskudt. Bisættelser, hvor ikke alle kan deltage. I vores afdeling har vi oplevet patienter, som i månedsvis – mod vores råd – har isoleret sig totalt. De har ikke kunnet få taget blodprøver, og derfor har de ikke kunnet få taget deres medicin. De har ventet på en vaccine, som måske aldrig kommer.  Er det et liv? Jeg synes, vi skylder os selv at tale med os selv og hinanden om, hvilke ofre vi er villige til at bringe i vores angst for døden. Den død, vi taler alt for lidt om – og som vi derfor, har så svært ved at acceptere.


This entry was posted in Formandens hjørne. Bookmark the permalink.

Comments are closed.