Brexit – hvad nu?

Så skete det. Det vi har ventet på i 3 år. Storbritannien meldte sig endegyldigt ud af EU.

Jeg har allerede flere gange skrevet, hvad jeg synes om den sag: Det er et kæmpe tilbageslag for Europa og for Storbritannien.

Der vil naturligvis være direkte økonomiske omkostninger. Samhandlen besværliggøres, økonomien stagnerer, innovationen bremses, forskningen lider, uddannelsesniveauet forvitrer. Det lover ikke godt, men kan dog håndteres. Vi bliver alle lidt fattigere, men mon ikke vi får tøj på kroppen, mad i munden og tag over hovedet.

Så er der en lang række politiske og kulturelle effekter med vidtrækkende og alvorlige konsekvenser. Europas stilling i verden svækkes sikkerhedspolitisk, handelspolitisk, miljøpolitisk, forsvarspolitisk – ja på næsten alle områder. Det er skidt for verden, at europæisk tankegods får mindre plads: Demokrati, retssamfund, ligestilling, frihed, menneskerettigheder, kristendom, oplysning, kritisk tænkning. Der vil ikke være meget af dét i en verden domineret af Folkerepublikken Kina.

Uanset hvad briterne tror, står de over for at blive tiltagende marginaliseret. Økonomisk skal de nok klare det – det er trods alt verdens 5.-største økonomi. Men United Kingdom er i alvorlig fare for at blive splittet – UK-lyse.

Ved det seneste parlamentsvalg i Irland fik Sinn Fein en stor fremgang – og de er det næststørste parti i det Northern Ireland Assembly, ’Stormont’. De har aldrig lagt skjul på deres mål: Et samlet Irland – og med de krumspring, man bliver nødt til at gøre for at undgå en fast grænse mellem Nordirland og den Irske Republik, vil det rykke stadigt tættere på. Alternativet kan være en genoplivelse af the Troubles – det er der ingen, der ønsker.

Skotland, tror jeg, er på en ufravigelig kurs mod selvstændighed – og EU-medlemskab. Det vil uden tvivl blive meget vanskeligere, end de selv forestiller sig. Se blot hvor svær Brexit bliver efter knap halvtreds års sammenfiltring med det øvrige EU. Hvordan bliver det så ikke for skotterne, som har været tæt sammenvævet med England siden the Acts of Union i 1707? I virkeligheden er det næppe klogt at gå denne vej – nok lige så dumt som Brexit – men også her er der stærke irrationelle følelser involveret. Cayman-øerne er nu kommet på EU’s liste over skattely, nu hvor briterne ikke længere kan holde hånden over dem. Flere af de mere perifere dele af det britiske statssamfund vil komme til at mærke konsekvenser af Brexit. Og hvad kommer der til at ske med Gibraltar?

Men værst af alt er måske den måde, det hele er sket på. Det britiske folk blev fyldt med løgne om konsekvenserne af Brexit. Og de troede på det – dumme, naive og uoplyste som de åbenbart er. Desværre er der tegn på, at de øvrige europæiske befolkninger er lige så dumme, naive og uoplyste: I Polen og Ungarn udfordres retsstaten, pressefriheden og de parlamentariske institutioner. I Italien er et fascistparti på fremmarch, som får Salvini til at ligne en skoledreng, og tysk politik giver mindelser om Weimarrepublikken med store traditionelt samfundsbærende partier, som er ude af stand til at regere på grund af styrkelse af ekstremistiske fløje som AfD.

Så hvad gør vi?

Vi står fast! Vi giver os ikke en tomme. Vi står ved, at vi vil Europa. At det europæiske er værdifuldt i sig selv. At de europæiske folk på trods – og på grund – af deres forskelligheder har noget til fælles, som er for dyrebart til, at verden har råd til at miste det.

Men vi må erkende, at det starter herhjemme. I den daglige dialog mellem politikere og borgere. Og internt i partierne – herunder vores eget. Det er på tide, at vi igen får italesat, hvor vi står i forhold til Europa. Der findes EU-kritikere både blandt vore medlemmer og blandt vore vælgere – og det er altid godt at være kritisk. Men hvis du møder nogen, der for alvor måtte ønske, at en svækkelse af det europæiske samarbejde skal være konservativ politik, skal du anbefale dem at læse partiets EU-politik: https://konservative.dk/politik/eu-program-2019-2024/. Den står vi ved. Vi betragter EU-samarbejdet livsvigtigt. Et EU, der sikrer vækst og arbejdspladser, værner om borgernes fred og frihed, respekterer EUlandenes egne kompetencer og er fokuseret og effektivt. Vi anerkender i den forbindelse Danmarks forpligtelser til aktivt at gøre brug af eksisterende værktøjer til at præge EU’s udvikling og den fælleseuropæiske politik. Det kæmper vi for.

Shame on you, David Cameron. Det 21. århundredes Chamberlain.


This entry was posted in Formandens hjørne. Bookmark the permalink.

Comments are closed.