Statsministerens nyhedstale og andre lærer udi socialdemokratisk tankegang

Lad det være sagt med det samme. Jeg skal virkelig tage mig sammen for at lytte til Mette Frederiksen længere tid ad gangen. Indrømmet: Hun har håndteret den første tid i regering godt. Hun udviser et vist statsmandsniveau og har ved at etablere en socialdemokratisk mindretalsregering sikret sig et politisk manøvrerum, der både kan anvendes til højre og til venstre i folketingssalen. Det er godt politisk arbejde. Hun har også forstået en helt basal ledelsesdisciplin: at sætte holdet. Ministrene er bedre rustet end i så mange andre regeringer, og der er styr på kommunikationen. Hun har skiftet på centrale embedsmandsposter, og selv folk med den socialdemokratiske partibog i orden kan efter min mening være glimrende embedsmænd. Hvor andre ser nepotisme, ser jeg nok mere god ledelse!

Det, jeg ikke kan holde ud, er den totale mangel på ironisk selvdistance, humor, charme, karakter og dannelse. Meget kan man sige om Lars Løkke Rasmussen, men selvironi var en af hans efter min mening store forcer. Det er der ikke meget af hos Mette Frederiksen. Hun har simpelthen ingen humor, hverken hvad angår hendes egen person eller andres. Hun er ikke kedelig, men hun er ’usjov’. Hun er ikke uintelligent, men ucharmerende. Hun er ikke uambitiøs, men uinspirerende. Hun er ikke uvidende, men udannet. Og værst af alt: Hun taler ikke til folk – hun taler ned til folk.

Men er det bare formen som giver mig kvalme? Desværre nej: Bag overfladen skjuler sig noget, som jeg er meget bekymret for. Tag nu nytårstalen, hvor statsministeren – i sætninger så korte og vendinger så åndsforladte, at det er en fornærmelse – brugte over halvdelen af talen til at udråbe sig til børnenes statsminister. Umiddelbart sympatisk. Hvem vil ikke gerne hjælpe vore børn til at vokse op til at være stærke og lykkelige? Men når det udtrykkeligt definerede mål er at tvangsfjerne og tvangsbortadoptere flere børn, tidligere. Ja så knækker filmen. For uanset hvor meget man siger, man er på børnenes side, er tvangsforanstaltninger af denne art sjældent til børnenes bedste. Statsministeren har taget børnene som gidsler i en kamp for en stærk stat, som med tvangsindgreb vil knægte samfundets vigtigste institution: Familien. Den gode stat ville arbejde på at forbedre forholdene for de udsatte familier ved at give dem værdighed, arbejde og frihed. Jeg begræder de børn og de familier, der bliver ofre for den socialdemokratiske overgrebsstat. Om 50 år er det ikke Godhavnsdrengene, der skal have en undskyldning – det er Mette-børnene.

Familien står også for skud i overgrebet på de familieejede virksomheder, som fremover belastes af udgifter i forbindelse med et generationsskifte, som kan føre til, at mange af dem må lukke. Her viser sig et andet vanvittigt usympatisk træk i den socialdemokratiske sjæl: Misundelse. Det skal ikke være tilladt at være succesrig og bygge noget for så at lade det komme sin efterkommere til gode. Initiativ og virkekraft bliver ikke påskønnet. At stræbe efter noget større er i sin substans ikke efterstræbelsesværdig – for det er jo ikke alle forundt. Et paradoks der ligger så dybt i den socialdemokratiske sjæl, at den popper op som små freudianske fortalelser. Se denne fra Berlingske Tidende 12. januar, hvor vores socialdemokratiske regionsrådsformand i en uskyldig interviewserie kommer for skade at sige: »Hvis jeg var overborgmester, ville jeg sørge for, at FCK tabte lidt oftere«. Tilsyneladende ud fra et ønske om, at Brøndby skal vinde noget mere. Seriøst Sophie!? Hvordan kan man overhovedet få den tanke at nogen skal tabe noget mere for at andre kan vinde. Det er jo helt bagvendt. Tænk hvis dine ansatte i sundhedsvæsnet tænkte: Vi skal ikke gøre os umage, for så er vi bedre end de andre regioner.

Samme tankegang ligger bag undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theils udmelding om at forbyde egenbetaling til studierejser på ungdomsuddannelserne til 3000 kr. – ’for det har alle jo ikke råd til’. Misundelse! Og manglende tiltro til at det kan løses af civilsamfundet. Er der et problem? Måske! Men så lad skoler og forældre i samarbejde med lokalsamfundet oprette fonde, legater eller loppemarkeder, der kan hjælpe de medborgere, der ikke har så mange midler som andre.

Og så er der overvågningen, hvor vores parti desværre logrer lige rigeligt med halen med tungen ud af halsen. Justitsminister Nick Hækkerup udtalte simpelthen fra Folketingets talerstol, at mere overvågning giver mere frihed! En ting er, at det er så dumt, at man tager sig til hovedet, noget andet, at det desværre igen er et udtryk for den socialdemokratiske totalitære tro på statens ufejlbarlighed. Det er farligt – og det gennemsyrer det socialdemokratiske syn på deres undersåtter. Man har vedtaget at indføre kameraovervågning af alle fiskefartøjer, der fisker i Nordsøen, Kattegat og Skagerrak. Formålet er ædelt: At bevare bæredygtige fiskebestande. Men midlet er grænseoverskridende frihedsberøvende – signeret af fiskeriminister Mogens Jensen.

Den socialdemokratiske stat møder sine borgere med misundelse og mistro og viser sine totalitære tilbøjeligheder med tvang og ufrihed. Dertil kommer en indskrænket, småborgerlig snerpethed, som fx når man nedlægger de gode initiativer vores fremragende tidligere socialminister, Mai Mercado, fik sat i værk til at hjælpe nogle af samfundet allermest udsatte: Prostituerede. Jeg tror ikke på myten om den lykkelige prostituerede. Prostitution er helt uden tvivl forbundet med store psykiske og fysiske belastninger. Men prostitution er et lovligt erhverv i Danmark – derfor skal samfundet også søge at forbedre forholdene for disse udsatte kvinder og mænd. Men socialminister Astrid Krag er så smækfyldt med sublimerede fordomme, at det totalt skygger for faglige argumenter for at gøre skaderne i miljøet mindst mulige.

De skulle skamme sig – men det ligger jo ikke lige til socialdemokraterne/-tiet med deres til selvfedme grænsende selvretfærdighed og arrogance.


This entry was posted in Formandens hjørne. Bookmark the permalink.

Comments are closed.