Tanker ved udgangen af 2019

Vis indlæg

December 2019

December måneds nyhedsbrev synes at være en oplagt mulighed til at reflektere over året der er gået.

For Det konservative Folkeparti har det været et godt år. To valg, hvis resultater langt overgik vores vildeste forventninger. En øget opmærksomhed fra pressen, som værdsætter vores klare kommunikation. Og ikke mindst en tydelig opbakning fra flere og flere borgere, som oplever os som et parti, der står for ordentlighed og fremskridt.

For det borgerlige Danmark har det, hvis man ser det udelukkende fra en partipolitisk vinkel, været en mere lunken affære. Et Venstre i strid med sig selv og med uklar retning. Et Dansk Folkeparti med PTSD: De ved ikke, hvad det var, der ramte dem. Og et Liberalt Alliance, som er i opløsning. Nye Borgerlige? En ligegyldig døgnflue efter min bedste overbevisning – men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Hvis man imidlertid anskuer borgerligheden ud fra andet end et snævert partiperspektiv, er jeg ikke sikker på, at det står så skidt til, som de fleste kommentatorer råber op om til højre og venstre. Set fra et konservativt standpunkt er det store fokus på klima og miljø en kernesag, som understreger, at der i befolkningen er et dybfølt ønske om at bevare. Det, der skal være vores mantra, er, at vi intet vinder ved at skue tilbage og fornægte alle livets goder. Vi skal turde drømme om et fremskridt, der fortsat tillader vækst – men på bæredygtig vis, så vi kan bevare kloden som det vidunderligt mangfoldige sted, den er, for vore efterkommere.

Et andet punkt, hvor jeg fornemmer, at nye vinde blæser, er et øget fokus på kultur og dannelse. I alt for mange år har vi som parti ladet stå til og ladet andre om at sætte dagsordenen. Nu er det på tide, at vi tager fat og markerer os i understøttelsen af gamle dyder – men med et moderne tilsnit. Vi bør være partiet, der understøtter også den elitære kultur – for det gør ingen andre. Vi skal være litteraturens, filosofiens, teatrets, operaens, ballettens og musikkens parti, så det hele ikke går op i linedance, skomagerbas, rødternede duge og zumba. Ikke at der nødvendigvis er noget galt i det, men hvordan skal man kunne tage afstand fra socialdemokratiets autokratiske tendenser, hvis ikke man gyser ved at læse Platon, hvordan skal man forstå faren ved overvågningssamfundet, hvis ikke man har kendskab til Nietzsche, og hvordan skal man kunne leve sig ind i vore unges famlende livsindstilling, hvis ikke man kan sin Kirkegaard? Skomagerbas hjælper ikke!

Hvis man retter blikket ud over den hjemlige horisont, rammer det først af alt Storbritannien, som i en opslidende indvortes kamp nu nærmer sig et skæbnesvangert blik i historien. Gud-ske-tak-og-lov for, at den antisemitiske, betonkommunist Jeremy Corbyn led sit velfortjente nederlag. Magen til anakronisme skal man lede længe efter. Jeg er ikke fan af Boris Johnson, men af to onder, var han dog det mindste. Brexit kommer – naturligvis, havde jeg nær sagt. Det er godt, at vi endelig kommer videre, så vi kan finde en ny modus vivendi. Men Brexit i sig selv er ubetinget skidt. For Storbritannien, som meget vel kan ende med at falde fra hinanden, men som dog nok skal klare sig – men ikke mindst for små lande som Danmark, der er helt afhængige af at være i bindende, velfungerende alliancer. I en verden hvor Rusland opruster, USA bliver stadigt mere utilregneligt og Kina begynder at spille med musklerne, er det vigtigere end nogensinde, at vi vedkender os vores plads i det europæiske fællesskab. Når man iagttager, hvordan Kina forsøger at presse Færøerne til at vælge Huawei som leverandør, er det på tide at vågne op. Vi skal kæmpe for Rigsfællesskabet, for EU og for NATO. Og andre små lande kan komme under pres: Hvis Skotland skulle blive selvstændigt, skal vi gå langt for at drage dem ind i vore fællesskaber. Vi skal hjælpe dem med at finde deres plads på den internationale scene, hjælpe dem med at opbygge et forsvar, inddrage dem i vores samarbejder indenfor handel, forskning, uddannelse, kultur og meget andet. Vi bør allerede nu overveje, hvad der skal til. Opbyg relationer til SNP, udvid det diplomatiske samarbejde med Skotland (hvis vi da har et!?). Husk: det var ikke mindst Danmarks utrættelige arbejde for Baltikum, der sikrede vore estere, letter og litauere selvstændige, frie stater forankret i EU og NATO.

Så kære læser. Der er meget at være glad for – og en del at være bekymret for.

Men husk: Det er dem, der har det sjovest, der vinder! Og vi har det sjovt i Det konservative Folkeparti: Fremtiden er konservativ.


This entry was posted in Formandens hjørne. Bookmark the permalink.

Comments are closed.