Sikkerhed og overvågning

Hvem vil ikke gerne have sikkerhed? Det vil vi vel alle. Men hvor langt vil vi gå? Det spørgsmål er blevet uhyre relevant med regeringens forslag om en ny sikkerhedspakke, som vores parti har tilsluttet sig – med visse forbehold. Jeg synes denne sag giver anledning til nogle principielle overvejelser.

Sikkerhed er mange ting.

Sikkerhed er, at vi tør stole på, at en forbryder bliver straffet, hvis han har forbrudt sig på os eller vores ting. Sikkerhedspakken vil alt andet lige gøre det nemmere for politiet at opklare disse forbrydelser, så voldsmanden og indbrudstyven kommer i fængsel (hvis anklagemyndigheden, da er i stand til at stille med en bare nogenlunde erfaren anklager!). Det er godt for retsfølelsen.

Sikkerhed er også at forebygge vold og almindelig berigelseskriminalitet. Her vil sikkerhedspakken næppe have den store effekt. Den viden, der findes på området, tyder ikke på, at overvågning har en forebyggende effekt af betydning. Voldskriminaliteten er i forvejen stærkt faldende. Den tryghed, sikkerhedspakken er tiltænkt at give, er således i bedste fald en falsk tryghed.

Men det helt store problem er, at sikkerheden ikke kommer gratis. Den kommer i kraft af data. Vi bevæger os gradvist længere og længere ud i en overvågning, som for længst har overskredet den Orwellske dystopi, hvor den officielle, statslige del kun er glasuren på kagen. Alle vore transaktioner bliver overvåget. Nogen ved, hvor vi er, hvem vi er sammen med, hvad vi taler om, hvad vi interesserer os for, hvilke politiske, sexuelle og religiøse anskuelser vi har, hvad vi køber, hvad vi kunne tænke os at købe – selv hvad vi drømmer om og aspirerer til. Og med den viden – disse data – bliver vi manipuleret til at ændre vores adfærd.

Sådan har det naturligvis altid været. Profeter, præster og politikere har alle dage forsøgt at få os ‘omvendt’. Siden er reklamebranchen kommet til med teknikker til markedsføring af alt fra opvaskemiddel og kaffeerstatning til medicin og livsanskuelser. Men i mine øjne har manipulationen nu overskredet en kvalitativ grænse. Tidligere var det fejlbarlige mennesker, der sad i den anden ende. De kunne være mere eller mindre sanddruelige, mere eller mindre sympatiske, mere eller mindre kloge – men de var dog mennesker, som vi kunne gennemskue. I dag sker manipulationen ved hjælp af maskinelle algoritmer, som ingen kan gennemskue. Grundlæggende fordi de er forretningshemmeligheder, men selv de, der har lavet dem, forstår dem næppe til bunds. Måske er jeg lidt melodramatisk, men Hitler kunne ved hjælp af systematisk propaganda og radioen sætte verden i brand – hvad kan artificial intelligence og internettet drive det til?

Mon ikke vi trænger til at få et helt andet syn på, hvor skoen trykker? Et indbrud er da generende – tro mig jeg har prøvet det for få måneder siden. Det ville da være dejligt, hvis det blev opklaret og forbryderne sat bag lås og slå. Men den reelle trussel mod vores sikkerhed ligger et ganske andet sted. Vi burde langt hellere kaste ressourcer efter datasikkerheden. Der er brug for input fra alle kanter: filosoffer og matematikere, jurister og økonomer, præster og fysikere, journalister og forfattere, sociologer og psykologer, borgere og politikere.

Kunne vi få en datasikkerhedspakke?


This entry was posted in Formandens hjørne. Bookmark the permalink.

Comments are closed.