Konservativ sejr! Borgerligt nederlag?

Tillykke til os alle sammen med et flot, flot folketingsvalg (og ikke at forglemme et ligeså flot EP-valg – Go Pernille! 80.000 personlige stemmer aftvinger respekt). At gå fra 6 til 12 mandater er en kæmpe sejr. Og hvilke mandater! En livgivende blanding af erfaring og talent, mænd og kvinder, øst og vest. Vores folketingsgruppe går en spændende tid i møde.

På landsplan fordoblede vi antallet af stemmer. I højborgen i Nordsjælland blev vi mere end fordoblet, da vi gik fra 5,3% til 11,6% af stemmerne. Egedalkredsen gik fra 4,7% til 10,5%. Furesø gik fra 5,5% til 12,4%. Og på et enkelt afstemningssted, Solvang, var vi næsten vidne til en tredobling af antallet af stemmer: fra 233 til 655. Jeg talte stemmer op i Solvang-hallen. Det var surrealistisk at se C-bunken vokse.

Lokalt i Egedalkredsen har vi ført en effektfuld kampagne, som har gjort Egil Hulgaard til 1. suppleant til folketinget med 1173 personlige stemmer. Jeg under ham, at få lejlighed til at fornemme duften i bageriet. Han har kæmpet hårdt, godt hjulpet af sit fantastiske kampagneteam.

Vi skylder alle, der har bidraget til det flotte resultat, en stor tak. Medlemmer, familie, venner, det lokale erhvervsliv. Bidragene har været store og små. Økonomiske og praktiske. Der er så mange, der har givet en hånd med, at det næsten ikke er til at forstå.

Men selvfølgelig skal vi passe på ikke at henslænge os i selvfedme. Jeg er ikke politisk ekspert, men enhver kan se, at det gode resultat blev opnået på baggrund af et katastrofalt valg i 2015, et kuldsejlet Dansk Folkeparti og et imploderet Liberal Alliance, som i Nordsjællands storkreds ikke engang var i stand til at få genvalgt deres politiske leder, Anders Samuelsen.

Hvad skal der dog ske med LA? Deres nye politiske leder, Alex Vanopslagh, er uden tvivl et politisk talent af de helt store, men et parti er så meget mere end de politiske profiler. Har de medlemsbasen og de frivillige på plads? Vil de være i stand til at mobilisere kræfter, som vi f.eks. kan, når vi er i modvind? Det bliver meget spændende at følge.

DF er i en eksistentiel krise. De har skrævet over en socialdemokratisk velfærdsdagsorden, som de har tabt til – gæt hvem!? – Socialdemokratiet/-kraterne, og i processen har de svigtet den borgerlige, nationalkonservative dagsorden. Tidehverv blev skyllet til side af omfartsveje, Tullebaner, vikingestrategier, fradragsberettiget smørrebrød og rødternede duge. Kvalmegrænsen var nået – bukserne sprak.

Nye Borgerlige kom ind – og med nogle dygtige folk. Tillykke med det. Nu må vi så se, hvad de kan drive det til, når parolerne rammer virkeligheden. Har de overhovedet en samlet politik?

Der var en del ærgerligt stemmespild, men det blev ikke afgørende. Dertil var det samlede borgerlige nederlagt for stort. Mon dog ikke dette valg var Kristendemokraternes sidste luft? Deres vælgerskare dør ud eller glider over i Venstre og måske i en vis udstrækning til os, hvis vi kender vores besøgelsestid og får tilgodeset en socialkonservativ, kristen dagsorden.

Klaus Riskjær har opløst sig selv og Stram Kurs er ikke værd at spilde krudt på.

Summa summarum: Der er brug for et nyt borgerligt projekt. Det Konservative Folkeparti og Søren Pape er den naturlige leder af et sådant projekt på den lange bane. Vi skal køre parløb med Venstre, som også havde et rigtigt flot folketingsvalg. Men Venstre må finde ud af, hvordan de skal placere sig selv. Lige nu lurepasser de. Lars Løkke holder alle muligheder åbne – han er en gudsbenådet taktikker. Men hvad med arvefølgen! Hvem, hvad, hvornår? Med den gale timing kan det blive ødelæggende for det borgerlige Danmark i mange år frem.

Næst efter egen lykke er andres ulykke ikke at foragte. En ganske særlig glæde var det at se det lokale nederlag for Socialdemokratiet i Furesø. De mistede næsten 1000 stemmer og gik fra 24,3% til 20%. Det er perspektivrigt frem mod kommunalvalget om 2½ år – selv om kommunalpolitik jo er en noget anden størrelse. Men hvis jeg var Ole Bondo ville jeg være en anelse bekymret.

Vi er vidne til et Socialdemokrati, der griber ud efter – og givet får – magten. Men også et Socialdemokrati, der mister grebet om vælgerne. Ledende socialdemokrater må ryste i bukserne, når de betragter den vigende opbakning i byerne, blandt kvinder og unge – fremtidens danskere.
Arbejderbevægelsens socialt indignerede tordenskrald står til at udånde som en demografisk udkantsfis! Jeg vover en påstand: Fra nu af vil den socialdemokratiske vælgertilslutning kun gå en vej: Nedad. De er toppet ved dette valg. Så meget desto mere er der grund til at etablere et troværdigt borgerligt alternativ. Vi skal være klar om senest 4 år!

Kommunisterne i Enhedslisten fik et rigtigt skidt valg. Det tror jeg, kom ganske bag på dem. Men det er godt for Danmark. De holdninger, de repræsenterer, er farlige. Hvis de fik magt, som de har agt, ville vi alle blive ufrie og fattigere, velstanden og velfærden ville smuldre og der ville ikke blive råd til at lave nødvendige investeringer i forskning og udvikling, der kan sikre vores miljø fremover.

Folkesocialisterne havde et godt valg, men henvender sig kun til en lille del af vælgerskaren – offentligt ansatte kvinder (noget karikeret naturligvis). De har PTSD over deres seneste regeringseksperiment – ved de overhovedet hvad de vil? Hvis ikke de kommer i regering, vil de kunne sole sig i behagelig, men gold intern opposition på Socialdemokratiets/-kraternes nåde. Hvis de går i regering, vil de skide grønne grise over de Radikale.

Og så er der de selvsamme Radikale. Tilbage i magtens centrum, hvor de befinder sig vel og agerer dygtigt. På en måde er ordenen genoprettet. Tillykke til dem med et godt valg. Jeg har ikke fidus til Morten Østergaard – men dem om det. Håber ikke, de glemmer, at der skal føres en ansvarlig økonomisk politik. De har sikkert ikke glemt, hvordan man skifter side. Det bliver nok ikke i denne periode, men lur mig – mon ikke vi vil se radikale ministre i en regering med rigtigt borgerligt islæt indenfor de næste 10 år? med rigtigt borgerligt islæt indenfor de næste 10 år? En regering med Søren Pape som statsminister?

Ser I konturen? Fremtiden er og bliver konservativ.


This entry was posted in Formandens hjørne. Bookmark the permalink.

Comments are closed.