Vi har travlt med budgettet

af Lars Carstensen, gruppeformand.

I denne tid er der travlt i den kommunale verden. Der skal vedtages et budget senest i oktober, og det giver travlhed blandt både politikere og embedsmænd. For hvor skal der tilføres flere ressourcer, og hvor skal der spares? Hvem ”taber” og hvem ”vinder” på det nye budget?

Lige nu er status, at vi er blevet præsenteret for et budgetforslag, som vi er ved at bearbejde. Der er mange bilag, som skal læses, og der er mange ting, som kræver en uddybende forklaring eller en konsekvensberegning.

Den langt overvejende del af budgettet (ca. 98%) ligger i forlængelse af dette års budget. I både Furesø Avis og i Frederiksborg Amtsavis har jeg slået til lyd for, at vi skal have grundigere fat i budgettet og turde diskutere de store
udgiftskrævende poster. Det er en omfattende gennemgang af kommunens økonomi, jeg dermed ønsker mig, og jeg ved godt, at vi umuligt kan nå at gennemføre den inden oktober måned. Derfor vil jeg arbejde på, at gennemgangen bliver en del af budgetaftalen, således at den kan blive gennemført i ro og mag i løbet af det kommende år.

Vi har en del mærkesager med os fra valgkampen, som vi nu ønsker at se et aftryk af i budgettet. Det gælder indsatsen mod indbrud, hvor vi har foreslået en pulje til indbrudsbekæmpelse, som grundejerforeninger kan opnå støtte fra. Det gælder vores løfte om at holde bolig- og indkomstskatterne i ro. Det gælder vores ønske om at styrke skolerne, handelslivet og skabe flere arbejdspladser. Sidst men ikke mindst ønsker vi, at der fortsat er styr på økonomien. Det opnår vi bedst ved, at de prognoser, vi forholder os til vedrørende antallet af institutions- og skolebørn og plejekrævende ældre, kigger langt ind i fremtiden. Det er den eneste måde, vi kan sikre os mod store udgiftskrævende overraskelser.

Et kommunalt budget kan virke tørt og kedeligt, men det er vores vigtigste instrument til indflydelse.


This entry was posted in Nyt fra byrådsgruppen. Bookmark the permalink.

Comments are closed.