Tanker efter en dag i borgernes tjeneste

Af Lars Carstensen, byrådsmedlem og gruppeformand

I januar blev jeg spurgt om, hvordan jeg syntes, at 2018 var gået for os konservative. Svaret blev, at det er gået som vi ville, bortset fra en række sager, hvor vi har måttet stritte hårdt imod. Nogle gange har vi fået ændret faretruende beslutninger – andre gange har vi måttet se på, at det socialistiske flertal har trumfet uspiselig politik igennem. Uanset at vi nogle gange er uenige i de beslutninger, som bliver truffet, er vi nødt til at få samarbejdet til at fungere for at få den indflydelse, vi kan. Det betyder ikke, at vi stiltiende accepterer det, der sker.

eg var for nylig i avisen for at udtrykke min bekymring for kommunens økonomi. Vi budgetterer med at bruge alle pengene, så når der opstår noget uventet, er vi i problemer hver eneste gang. I en fornuftig husholdningsøkonomi ville vi lægge til side til uventede udgifter. Jeg havde fornøjelsen at være dirigent ved den årlige generalforsamling i Fredensborg vælgerforening. Til min store overraskelse gik den politiske diskussion ud på at få placeret skylden for, at der var budgetteret forkert, således at der var mange millioner tilovers i kommunekassen! Jeg kunne berolige forsamlingen med, at de blot kunne kopiere Furesøs budgetmetoder for at komme af med det problem! Spøg til side: Det er tankevækkende, at der er kommuner i vores nærhed, som har helt andre økonomiske vilkår end vi. Og det skyldes altså ikke vores kommunens gæld.

Hårdt arbejde, men flot arbejdsplads

Her til aften har jeg været til møde i konomiudvalget, hvor jeg kæmpede imod de ikke-budgetterede udgifter, som var på dagsordenen. Det er store beløb, der jongleres med, og når jeg som den eneste stiller nærgående spørgsmål for at få forklaret sammenhænge og baggrunde, undrer det mig at alle andre tilsyneladende forstår det hele 100% på det foreliggende
grundlag.

Det er tydeligt for mig, at der kræves en betydelig indsats for at forstå og påvirke de beslutninger, der træffes. Jeg skal ikke trætte dig med sagerne, men blot konstatere, at vi inden der er gået en måned af budgetåret, allerede er på vej til at bruge millionbeløb, som ikke står i budgettet. Nogle af millionerne bliver fundet ved at udskyde andre udgifter, men en del bliver til rene udgifter, som vi alle sammen skal være med til at betale.

Når kommunen ikke engang kan forudse millionudgifter tre-fire måneder frem, frygter jeg, at der kommer mange flere udgifter i løbet af de to budgetår, som vi lige har taget hul på. Min vigtigste opgave i økonomiudvalget ser jeg som at bekæmpe den udbredte holdning om, at vi bare skal bruge løs af penge, vi ikke har. I det lange perspektiv er det vigtigt for at sikre vores handlefrihed og ikke mindst, at vi kan holde skatten i ro.


This entry was posted in Nyt fra byrådsgruppen. Bookmark the permalink.

Comments are closed.