Store Konservative aftryk på budgetaftalen i Furesø

Af gruppeformand(C), viceborgmester og udvalgsformand Lars Carstensen

Lars Carstensen på Furesø Rådhus.

“Jeg er meget tilfreds med de konservative aftryk på næste års budgetaftale i Furesø.”

Det Konservative Folkeparti har skrevet under på en budgetaftale, hvor vi har sat mange store fingeraftryk. Alt i alt kan vi godt være tilfredse med, at vi har fået vores mærkesager med.

Aftalen med Marie Kruse

Tilskuddet til Marie Kruses fritidsordning udløber, men kommunen er nu forpligtet til at forhandle en ny aftale med skolen. Vi gik til forhandlingerne med et ønske om tryghed for forældre, børn og personale i Marie Kruses fritidsordning. Vi har opnået, at der kommer en ny aftale, og så må forhandlingsprocessen gå i gang. Det er langt bedre end at aftalen blot bortfalder.

Intelligente løsninger i hele kommunen

Som formand for Digitalisering og Innovation er jeg rigtig glad for, at vi indtænker Smart City-løsninger i udrulningen af LED-gadebelysning fra 2021. Jeg forestiller mig, at vi får intelligent gadebelysning, som lyser mere der, hvor der er trafik på vejene og som skruer ned for strømforbruget, når vejen er tom. Vi vil også kigge på, om vi samtidig med udskiftningen af lamperne kan få wifi-adgang i hele kommunen, som giver adgang til digitale services og mulighed for at måle på miljø, trafikmønstre og f.eks. fyldte skraldespande. Vi vil på sigt kunne levere billigere og mere miljørigtige løsninger, når vi kan indsamle data.

Besparelser på kultur- og fritidsområdet

Den oprindeligt fastsatte besparelse på 1 million kr. på aktivitetstilskud på fritidsområdet er reduceret til en besparelse på 0,4 mio. kr. De 0,4 mio. kr. kan forhåbentlig findes med de besparelsesforslag, som Folkeoplysningsudvalget arbejder med, så ingen foreninger bliver ramt på tilskuddene.

Bedre normeringer på ældreområdet

På ældreområdet kommer der en tiltrængt opnormering af Ryetbo og der kigges på aftennormeringen på plejehjemmene. Der er afsat 1,5 mio. kr. til det formål fra 2020. Plejehjemmet Ryetbo har haft et efterslæb i normeringen siden udbygningen, og det er det vi vil rette op på nu. Samtidig er der behov for bedre normering i aftentimerne og der bliver der nu mulighed for.

Kunstgræs i Hareskovby

Den stormomsuste kunstgræsbane i Hareskovby bliver endelig til noget. Vi har i sidste time besluttet at afsætte de nødvendige midler, så vi kan få en miljørigtig løsning. Vi forudsætter, at foreningen er med, og vi skal kigge på noget ekstra finansiering, men kommunen sikrer, at projektet bliver til noget.

Hjemtagning af rengøring

Hjemtagningen af rengøring omfatter skoler og haller i Farum, og ordningen skal evalueres i 2022. Dette er det eneste jeg er rigtig ked af i budgetaftalen. Vi har i årevis brystet os af kommunens gode udliciteringsprocent, og nu går det den gale vej. Det sker på et uoplyst grundlag, hvor den reelle omkostning først vil vise sig, når forsøget er i gang. Jeg har kæmpet imod hjemtagningen af rengøringen, fordi det er en beslutning, som tages med bind for øjnene: Vi ved ikke, hvad det koster og hvilken kvalitet vi får. Vi går desuden den forkerte vej i forhold til udlicitering af kommunale opgaver.


About Lars Carstensen

Lars Carstensen

Lars Carstensen


This entry was posted in Lars Carstensen, Nyt fra byrådsgruppen. Bookmark the permalink.

Comments are closed.