Grundlovstale 2018 – folketingsmedlem Mette Abildgaard

Ved Furesø/Egedal vælgerforeningers Grundlovsmøde 2018 havde vi fornøjelsen af vort folketingsmedlem Mette Abildgaard. Her er så hendes grundlovstale:

Tusinde tak for ordet – hvor har jeg bare glædet mig til at være her sammen med jer i dag.

Da regeringen i efteråret 2017 præsenterede sit udkast til finanslov for 2018, var der afsat 5 mio. kroner til DMI – og til ”Bedre vejrudsigter” – som der stod i budgetbeskrivelsen. Efter en elendig sommer sidste år, virkede det som en rigtig god ide. Bevillingen blev dog pillet ud og endte ikke i den endelige finanslov. Og gud ske tak og lov for det, for SIKKE en varme vi har haft. Et godt bevis på, at nogen gange går det bedst, når politikere blander sig udenom!

En formidabel maj måned, måske lige med undtagelse af 1. maj som var kold og blæsende. Øv, hva’, men nu har vi heldigvis en smuk grundlovsdag.

Vores grundlov fylder i dag 169 år. Den anledning udnytter nogle politikere til at ytre ønske om ændringer i vores grundlov. Det gør jeg ikke. Vores demokrati kan sagtens udvikle sig og følge med tiden – inden for grundlovens rammer. Det budskab leverede jeg kl. 7 i morges i Go’ Morgen Danmark og det vil blive gentaget til de fem grundlovsmøder, som jeg taler til i dag.

I det forgange år har vi i Folketinget eksempelvis taget et nyt demokratisk instrument i brug, nemlig borgerforslagene. Indtil videre har vi behandlet to forslag i salen, om uddannelsesloftet og politikeres lønninger, og et tredje forslag kom i fredags i mål med de 50.000 underskrifter.

Dét er et forslag, som handler om, at vi skal indføre en aldersgrænse for omskæring af drenge. Det er et forslag der splitter de fleste partier, fordi det er religiøst, etisk og moralsk, og derfor er det meget sjældent, at nogen af folketingets partier selv sætter den slags på dagsordenen. Det er for ømtåleligt. Det er også derfor, vi sjældent diskuterer eksempelvis aktiv dødshjælp og organdonation. Men på grund af det her borgerforslag, så er vi nu i Folketinget tvunget til at forholde os til spørgsmålet om omskæring. Det har vi også været nødt til i Det Konservative Folkeparti, og her traf vi den beslutning, at fritstille gruppen. Det er heldigvis ekstremt sjældent, at vi ikke stemmer sammen alle sammen, men i et etisk spørgsmål som det her, ville jeg ikke som gruppeformand prøve at tvinge partidisciplin igennem. Og faktisk står der jo også i grundlovens §56, at ”Folketingsmedlemmer er ene bundet ved deres overbevisning”.

Jeg er glad for, at vi fra Konservativ side var ét af de partier, som bakkede op om ordningen med borgerforslag, da Alternativet i sin tid introducerede ideen. Jeg indrømmer gerne, at ikke alle borgerforslag er lige principielle eller seriøse. Der er fx 16, der har skrevet under på forslaget om at ”Forældre med delebørn skal kunne køre billigere over Storebælt i forbindelse med samvær”, ligesom 35 kræver, at det skal være slut med, at kvinder selv betaler for menstruationsprodukter. Ja det er både store og små ting – men heldigvis er det næppe alt, som vil få 50.000 underskrifter og ende på Folketingets dagsorden. Der er trods alt større problemer i vores land.

En af de, lidt større ting, som vi lige nu drøfter i Folketinget, er vilkårene for at få dansk statsborgerskab. I Grundlovens §44 står: ”Ingen udlænding kan få indfødsret – uden ved lov.” Det betyder i praksis, at vi i Folketinget, to gange om året, behandler et lovforslag, som kun består af en lang føljeton af navne, på nye danske medborgere. Sidste år blev det til 7272 personer.

Mange af dem bød vi velkommen på den årlige Statsborgerskabsdag på Christiansborg for nyligt, hvor jeg selv brugte min eftermiddag på at male sommerfugle og dannebrogsflag på søde, runde børnekinder. Og jeg må gerne rose andres flotte kinder, for i pinsen var jeg omtalt i en artikel i Weekendavisen, hvor journalisten malerisk beskrev: ”Mette Abildgaard kommer ind på kontoret, og de karakteristiske æblekinder danner et smil” Jo jo. Man skal høre på meget, bare fordi man bliver gravid og lidt rundere hist og pist.
Nå, men vi diskuterer lige nu i Folketinget, om vi skal ændre på de krav man skal leve op til, for at blive optaget på det lovforslag, som i sidste ende udløser et dansk statsborgerskab. Det er den fineste gave, vi kan give til mennesker, som ønsker en fremtid i Danmark. Det er ikke en rettighed, som man har krav på. Når man bliver dansk statsborger, så får man ret til at stemme til danske valg. Man får ret til ophold i Danmark, får udsigt til danske velfærdsydelser og man bliver beskyttet mod udlevering til andre lande.

Alle de rettigheder har Danmark givet til Ahmed el-Haj. Han er internationalt eftersøgt og sigtet for terror. I 2013 optrådte han i en YouTube video, hvor han med en maskinpistol skyder til måls efter billeder af blandt andre Naser Khader. Han har kæmpet MOD danske soldater i Syrien. Nu er han så dukket op i Tyrkiet, hvor han er hårdt såret efter et bombeangreb og lige nu er varetægtsfængslet. Nu vil han så gerne hjem til Danmark.
Min lyst til at yde omsorg for ham, ligger på et meget lille sted, men Danmark er forpligtet til at tage imod ham, for han er dansk statsborger. Der er ingen vej udenom – man KAN ikke gøre et menneske statsløs.

For mig er er han et godt eksempel på, hvor varsomme vi i Danmark skal være med at uddele den fornemmeste gave, et land og folk kan give, statsborgerskab. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at regeringen har foreslået at skærpe kravene, så hvis man har begået vold mod børn, er kendt skyldig for seksualforbrydelser eller banderelaterede forbrydelser – så er man permanent udelukket for at få dansk statsborgerskab.

At blive dansk statsborger må gerne være noget, man skal gøre sig fortjent til.

Selvom jeg elsker Danmark, er det nu ikke alle afkroge af vores lille land, jeg holder lige meget af. Den seneste uge har der fx været rigtig meget debat om Christiania. Politiet har flere gange ryddet Pusher Street, men i løbet af få dage, har hashsalget buldret derud af igen.
Jeg har selv undret mig over, hvorfor pokker politiet ikke bare bliver stående permanent på Pusher Street, for så kan pusherne jo ikke sælge deres stoffer? Svaret fandt jeg i Jyllands-Posten i en artikel med overskriften ”Ind ud, ind ud – hvorfor bliver politiet ikke bare stående på Pusher Street?”. Det var Københavns Politi, der leverede svaret: Det er simpelthen for farligt!
Voldsparatheden på Christiania er usædvanlig stor, og der har allerede i år været 53 voldstilfælde mod politiet – og det var vel og mærket FØR at 80-100 mennesker forleden angreb betjentene på Christiania og seks betjente blev ramt af stenkast. Det er ikke mere end et par år siden, at en betjent endte i koma, efter at han blev skudt i hovedet på Christiania – og hans gravide kone måtte sidde ved hans side, mens han svævede mellem liv og død.
Det gør mig simpelthen så rasende. At der findes områder i Danmark, hvor åbenlys kriminalitet finder sted, hvor politiet ikke kan færdes på grund af en ”usædvanlig voldsparathed” og hvor danske medier ikke kan færdes uden vagter.

Men noget der gør mig lige så vred er, når politikere bruger situationen på Christiania og volden mod betjente, som anledning til at gentage deres synspunkter om legalisering af hash! Et demokratisk valgt flertal i vores parlament har besluttet, at hash IKKE skal være lovligt. Men ikke desto mindre vil nogle politikere legalisere det, med henvisning til, at det er eneste måde at stoppe volden på. Jeg får lyst spørge dem, er der mon andre steder i vores danske samfund, hvor man med ”usædvanlig voldsparathed” skal kunne true sig til at få ændret lovgivningen, som er vedtaget af et demokratisk flertal? Jeg er så stolt over, at vi har en konservativ Justitsminister som sætter hårdt mod hårdt og ikke viger tilbage!

Nu til noget ganske andet – som nok skal få mit blodtryk lidt ned igen. I år er det 15 år siden, at jeg som 14-årig holdt min første grundlovstale. Dengang bad jeg tilhørerne om at stemme på mig og Det Konservative Folkeparti, når jeg vel og mærket lige var blevet gammel nok til at stå på stemmesedlen. Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan jeg kunne vide som 14-årig, at jeg var konservativ. Ja det var i hvert fald ikke mine forældre der havde indoktrineret mig, og de havde aldrig stemt konservativt. Det gør de dog naturligvis i dag, det er vidst det, man kalder omvendt social arv.

Men mine forældre gav mig alligevel nogle grundliggende konservative værdier med mig. Der var nogle år i min barndom, hvor mine forældre sad lidt stramt. Men de satte en ære i at klare sig selv. De arbejdede ekstra hårdt, de sparede op til ferier, de lod os børn cykle med aviser. De lærte os at tage ansvar. Men mine forældre blev også plejeforældre, og jeg blev velsignet med tre plejesøstre. De er for mig en daglig påmindelse om, at vi aldrig må forfalde til flosker om, at ”Enhver er sin egen lykkes smed”. Lige netop de ord sagde jeg faktisk i min første grundlovstale, men siden mine tidlige teenageår er jeg blevet klogere. Og mere bevidst om, hvad det vil sige at være konservativ.

Jeg er konservativ, fordi jeg i konservatismen, finder den helt rette balance mellem individ og fællesskab. Det vil jeg gerne have lov til at uddybe her afslutningsvis.

Hos socialister står fællesskabet over individet. Derfor ses det som helt legitimt med en meget høj skattebetaling, og man anerkender ikke, at der også kan findes privat velfærd, hvor man ved at beholde flere af sine egne penge, selv definerer hvad det gode liv er. Hvad end det så er hjælp til rengøring, et lidt større madbudget eller en ferie sydpå. Og i skoleklassen vægter hensynet til fællesskabet også så højt, man har i den mest ekstreme form hørt udsagn som ”Det alle børn ikke kan lære, skal ingen børn lære”.

Fællesskab er godt – men det må ikke fortrænge individet og fjerne det personlige ansvar.

Modsat findes de rendyrkede liberalister. Her tilbeder man individet. Man ønsker skatten ekstremt langt ned, ud fra tanken om en minimalstat, og tror netop på, at enhver er sin egen lykkes smed. Den personlige frihed er vigtigere end samfundets sammenhængningskraft, og staten skal ikke blande sig i, hvordan individet lever sit liv.

Jeg er ikke liberalist, for jeg synes eksempelvis, at det er fint med en separationsperiode, så man ikke bryder en familie op på tre minutter med Nem-id på borger.dk. Jeg er heller ikke imod værnepligt, for det sker af hensyn til fællesskabet – så må individets rettigheder vige. Jeg er ikke liberalist, fordi jeg ikke tror på ufejlbarlige markedskræfter, som selv vil udfase olie og kul. Og fordi jeg ikke vil lade mennesker ødelægge sig selv med stoffer, selvom det betyder, at jeg begrænser deres frihed.
Jeg er hverken socialist eller liberalist. Jeg er konservativ. Vi kæmper både for dig, og for Danmark. For retten til at være et selvstændigt, ansvarligt individ, men også for et nationalt, sammenhængende fællesskab – Danmark.

Jeg er konservativ fordi jeg tror på generationskontrakten. Det bånd af ansvar, der løber fra min elskede afdøde mormor Mette, til mig og min generation, der er på jorden i dag – og så videre til min lille datter i maven, som jeg stadig prøver at finde på et navn til.
Derfor er kampen for vores miljø og klima en hjertesag for mig. For vores børns generation skal også kunne se sommerfuglene blafre i haven, skal også kunne synge ”Jeg ved en lærkerede”, og faktisk have set en lærke lette. Fremtidige generationer skal ikke leve i vrede til min generation, fordi vi ikke tog klimaforandringerne alvorligt og fik handlet i tide.

Og så er jeg konservativ fordi jeg i en foranderlig tid, sætter pris på de institutioner som kendetegner Danmark. Vores folkekirke, vores grundlov – vores monarki. Det har været fantastisk i de forgange uger, at opleve danskernes opbakning til vores kongehus. Hvor kan vi være stolte af dem. Tag bare Kronprinsesse Mary, der i sin fødselsdagstale til Kronprins Frederik gjorde alle danske kvinder en stor tjeneste, ved at dele et par sandheder om mænd… over 40 i stramtsiddende lycra!

Jeg glæder mig til, at vi skal til folketingsvalg inden for et års tid! Jeg føler mig privilegeret og ydmyg over, at jeg får lov at tjene folkestyret hver evig eneste dag, og jeg håber inderligt, at jeg vil få lov at forsætte.

Næste valg bliver med samme kampgejst og entusiasme som sidst – men også med en baby i bæresele på maven, når der skal klatres i lygtepæle og deles brochurer ud. Det skal nok blive hårdt, men med jeres hjælp, er jeg sikker på, at vi nok skal klare det. Tak for ordet – og rigtig god grundlovsdag.


This entry was posted in Forside. Bookmark the permalink.

Comments are closed.