Mens vi venter på Statsministeren

Af Torben Quist

Der var mange spekulationer mellem Jul og Nytår om, hvor vidt Statsministeren ville benytte den store medieinteresse til at udskrive folketingsvalget som en del af nytårstalen. Vi var en del, der fulgte meget opmærksomt med i talen, og vi var parat til at indkalde til et møde dagen efter, hvis valget blev udskrevet, og herefter igangsætte vores 21-dages-plan.

Hvornår kommer valget så? Den 9. januar analyserer Hans Engell sig frem til, at danskerne skal til stemmeboksene en tirsdag i slutningen af marts eller starten af april. ”Tirsdag har været den absolut mest brugte ugedag til et folketingsvalg, og jeg tror meget på 19. marts, 26. marts eller 2. april.”

Spådommen står og falder ifølge Engell med, hvordan regeringens forhandlinger med DF kommer til at gå i forbindelse med et kommende sundhedsudspil.

Men i lederen (Tom Jensen) i Berlingske Søndag med overskriften: ”Tag et dobbeltvalg, Lars Løkke” giver avisen statsministeren en anbefaling om at udskrive folketingsvalget til afholdelse samtidigt med Europaparlamentsvalget, hvor datoen længe har været fastlagt til d. 26. maj – eller mere end 4 måneder fra nu. Lederen argumenterer med, at ”folketingsvalget 2019 kan ende med at bevæge sig i mange retninger, både i temaer og udfald. Senest er klimaet rykket foran udlændingepolitikken på hitlisten over de emner, vælgerne finder vigtigst. Men dynamikken i valgkampen kan blive helt uforudsigelig med fem statsministerkandidater og opbrud i blokkene”.

Lederen argumenterer med, at et dobbeltvalg kan være med til at præge dagsordenen og vil give Løkke mulighed for at bygge videre på det fokus på internationalt samarbejde og politisk ansvarlighed, han introducerede i nytårstalen.

Jeg tror nu ikke, at det vil være til fordel for Konservative at vente helt til maj, og jeg håber, at Hans Engell får ret i sin analyse. Valget kan jo stadigvæk blive udskrevet hvilken dag som helst og med 3 ugers varsel, og det er voldsomt trættende ”at sove med støvlerne på” i de næste 4 måneder!

Valgkampen er jo allerede startet hen imod det kommende folketingsvalg med store og dyre avisreklamer omkring Nytår og masser af aktiviteter på de sociale medier. Vi er selvfølgelig også med på Egil’s Facebook-side, hvor der er masser af opslag og indslag.

I styregruppen med formandskabet fra Furesø og Egedal vælgerforeningerne, Egil og kampagnestaben har vi fået etableret et godt samarbejde, og vi var faktisk samlet d. 2. januar, så vi kunne igangsætte kampagnen, hvis valget var blevet udskrevet.

Vi arbejder nu videre med at optimere vores aktivitetsplan og tilpasse Egil’s kernehistorier til en dynamisk verden, hvor klimaet bliver stadigt mere vigtigt at forholde sig til, ligesom f.eks. regeringens sundhedsreform kræver noget analyse og en holdningstagen til meget kritiske ændringer af det samfund, som vi kender. Det samme gælder en revision af tekster på valgplakater, som skal være aktuelle og tilpasset de emner, som interesserer vælgerne.

Til slut en gentagelse af min opfordring til jer medlemmer om at støtte op om valgkampen: Hvis du, dine børn og børnebørn – eller dine venner og bekendte har ideer til en aktivitet, hvor Egil’s deltagelse kunne fremme antallet af stemmer på Egil ved valget, hører jeg meget gerne fra dig. Du har måske kendskab til et idrætsstævne, der traditionelt samler mange mennesker; du er måske medlem af en erhvervsklub, en velgørende forening, hvor Egil kunne få lejlighed til at præsentere sig selv og den politik, som han vil kæmpe for. Du er måske superbruger på de sociale medier og kan bidrage her med din ekspertise og måske arbejdskraft.

Vi har modtaget nogle tilsagn om pengebeløb og hjælp til at uddele valgmateriale – og en stor tak til alle jer for dette, men vi mangler desværre både flere penge og hænder.

Du er velkommen til at kontakte: Kampagneleder Torben Qvist, Lejrvej 177, 3500 Værløse,53841554, torben@qvist.biz.


Comments are closed.