Kritisk infrastruktur bør være offentligt eje

Af folketingskandidat, byrådsmedlem Egil Hulgaard

Da Ørsted – det tidligere DONG – i juni satte sit datterselskab Radius til salg, startede en salgsproces, der har fået Folketingspolitikerne til at bide negle over, hvilket selskab, der skal have monopol på levering af strøm og gas til 1.000.000 danskere. At det er kommet så vidt er naturligvis selvskabt kvide. Trods lodrette løfter om det modsatte, solgte Folketinget med Corydon og Thorning i spidsen nemlig en del af DONG og dermed det Nordsjællandske lavvolts elnet til et konglomerat af investorer samlet af Goldman-Sachs. Sammen med stadig ukendte aktionærrettigheder for mindretalsaktionærer skabte Folketinget dermed et de facto privat monopol på levering af strøm til 800.000 danskere uden nogen form for fornemmelse for, hvilken påvirkning et privat monopol ville have på brugerne.

Lykketoft har offentligt beklaget salget af kobbernettet, da TDC blev afhændet til en amerikansk kapitalfond, hvilket dog ikke fik konkurrencemyndighederne til at blokere salget af det nordsjællandske fibernet til TDC og dermed skabe endnu et de facto monopol på kabel-TV. Brian Mikkelsen har tilsvarende problematiseret salget af Kastrup lufthavn til en australsk kapitalfond. Salget har vanskeliggjort Københavns ambition om at udvikle sig til Nordens hovedstad. Det virkede derfor som en erkendt politisk erfaring, at kritisk infrastruktur, som telefonnet og lufthavn, bør være under offentlig kontrol. Da Corydon meget firkantet lovede, at elnettet naturligvis ikke skal være en del af den pakke, der skulle børsnoteres, var erfaringen blevet til en kultur.

Men Corydon holdt ikke ord og lagde strategien sammen med Goldman-Sachs udenfor referat.

Siden har Energiministeren barslet med et styk makværk af en Deloitte rapport, der forsøger at dokumentere mulige gevinster ved en privatliggørelse af hele forsyningssektoren. Venstre er altså på vej til at lade hele forsyningssektoren gå samme vej som DONG. Privatliggørelsen giver kun mening, hvis man tager næste skridt – at sælge til en privat aktør.

Privatisering af offentlige selskaber giver mening, hvis leverancen af ydelsen bliver konkurrenceudsat. Det gør den ikke, når et offentligt monopol afløses af et privat ditto. Så bliver ydelsen bare dyrere eller dårligere eller begge dele. Se bare på YouSee i Nordsjælland. Offentligheden bør kontrollere vores infrastruktur. Den væsentligste parameter for danskerne i forbindelse med energiforsyning er at den er stabil.

Og sporene skræmmer. I Slagslunde overtog EON driften af det lokale kraftvarmeværk. Efterfølgende oplevede borgerne stærkt stigende priser og reel stavnsbinding til deres hus, der havde pligt til at være tilsluttet kraftvarmeværket. Efter flere års kamp har borgerne nu købt værket tilbage. Som et andet eksempel på fordyrelsen af vores energiforsyning kan nævnes, at DONGs eltransportafgift (DONGs monopol) steg med 11% umiddelbart før investeringen fra Goldman-Sachs. Vores elregning blev altså dyrere som følge af børsnoteringen.

Det er denne kvide, Folketingspolitikerne håber at slippe ud af ved at sikre, at køberen af Radius er politisk acceptabel og ikke sender et signal om at børsnoteringen ikke blot betyder flere penge i statskassen og færre i borgernes lommer. Flere internationale kapitalfonde har allerede set denne lækkerbisken. SF har meldt ud, at de ikke kan acceptere at salg til en kapitalfond. Måske skulle man blive SF’er…..


Comments are closed.