Hvorfor vil min læge ikke udskrive medicinsk cannabis?

Formand - Hvorfor vil min læge ikke udskrive medicinsk cannabis?

En gang imellem må det være mig tilladt på lederplads at udbrede mig om noget, jeg faktisk har forstand på. Og når det så samtidigt er et emne af en vis (populær-) politisk tyngde er det vel nærmest en pligt.

Som det vil være de fleste bekendt, indførte et flertal i Folketinget fra 1. Januar 2018 en forsøgsordning, som gjorde det muligt for patienter at få udskrevet recept på medicinsk cannabis. Lad mig sige det med det samme: Det var en rædselsfuld ide. Beslutningen blev truffet imod alle givne faglige råd.

For at forstå området er det nødvendigt at have nogle ting på plads: Medicinsk cannabis og cannabisbaseret medicin er IKKE det samme. Vi har i mange år haft forskellige syntetiske lægemidler baseret på de aktive stoffer, som er indeholdt i cannabisplanten (cannabisbaseret medicin). Det er gennemtestede midler, indeholdende et enkelt af de aktive stoffer i cannabis. De er godkendte og registrerede som lægemidler og bivirkningerne er kendte. Målgrupperne for denne medicin er snævre, og de må kun udskrives af læger med særlig fagkundskab (fx neurologer) på ganske bestemte indikationer (fx dissemineret sklerose). Alle er enige om, at de har en vis effekt – men den er lille.

Cannabis - Hvorfor vil min læge ikke udskrive medicinsk cannabis?

Medicinsk cannabis er noget ganske andet. Der er tale om ikke-testede urteekstrakter (typisk tørrede planter til at lave te af, eller olier som kan anvendes i kager eller lignende), der ikke er godkendte som lægemidler. De indeholder hundredevis af stoffer i ukendte koncentrationer. Effekten er udokumenteret. Vi ved simpelthen ikke om de virker – det meste af den videnskabelige litteratur tyder på, at det IKKE virker. Og der er slet ingen undersøgelser, der sammenligner medicinsk cannabis med gængs behandling – fx smertestillende medicin. Medicinsk cannabis er ikke en del af nogen medicinsk retningslinje – national eller international. En evt. plads i behandlingsalgoritmen er således ikke beskrevet. Til gengæld er bivirkningerne ganske godt belyst. Der er stærk evidens for øget risiko for trafikulykker, udvikling af skizofreni og andre psykoser, samt lav fødselsvægt hos cannabisrygende mødre. Der er moderat evidens for påvirket indlæring, hukommelse og opmærksomhed, øget forekomst af mani hos patienter med manio-depressiv sygdom (bipolær sindssygdom), udvikling af depression, selvmordstanker og –forsøg, selvmord og social angst. Dertil kommer et vist afhængighedspotentiale – og så er det dyrt! Meget dyrt!

Men hvad så med nn? Hun/han siger det virker. Ja, der er flere personer, der i offentligheden udtaler, at de har god effekt at medicinsk cannabis. Men for hver ’kendis’ som rapporterer god effekt , har jeg i min ganske lille patientkreds to patienter, for hvem det ikke har givet andet end afhængighed og lommesmerter at forsøge sig med medicinsk cannabis. Det er naturligvis ikke videnskabelig evidens, men med anekdoter skal anekdoter fordrives.

Indholdsstoffer kan være katastrofale

Dertil kommer, at der ikke er viden om, hvordan de mange hundrede indholdsstoffer ’spiller sammen med’ den øvrige medicin, som patienten måtte tage. På mit eget område (gigtsygdomme) giver vi lægemidler, der griber dybt ind i immunsystemet. De stoffer vi bruger til det er blandt de mest undersøgte lægemidler vi kender – og de er i vid udstrækning sikre. Men de potentielle effekter af at kombinere dem med delvis ukendte indholdsstoffer i cannabis kan være katastrofale – og vi ved, at visse af disse stoffer også kan have en effekt på dele af immunsystemet. Jeg må kraftigt fraråde gigtpatienter at tage medicinsk cannabis – og hvis de insisterer, er det en seriøs overvejelse, om man bør ophøre med den medicin, de ellers får.

Hvis politikerne så endda havde haft modet til simpelt hen at legalisere canabis, så havde man da i det mindste taget stilling. Men man overlod det til lægerne at tage ansvaret. Det er lægens fulde ansvar, hvis man udskriver medicinsk cannabis. Og set i lyset af det, jeg har skrevet ovenfor, er det indlysende, at man må overveje nøje, om man er rede til at løbe risikoen for de hyppige og alvorlige bivirkninger for en behandling, som ingen beviselig effekt har.

Læger på vildspor

Men der er jo læger, som giver det til patienterne – er de så helt galt afmarcheret? Det korte svar er: Ja, det mener jeg, de er! Det er min – og andre fagfolks – faste overbevisning, at det er forkert. Og det viser sig da også, at antallet af udstedte recepter er relativt lille: I januar og februar er der udskrevet 253 recepter til 164 patienter (senest offentliggjorte tal fra Sundhedsdatastyrelsen). Der kan naturligvis være situationer, hvor alt andet er forsøgt og det i sammenhængen er det eneste rigtige at gøre – men i den situation havde læger i forvejen mulighed for at udskrive cannabisprodukter som en såkaldt magistrel ordination. Så hele ordningen var reelt unødvendig. Ganske grotesk, når man tænker over det.

Der er jo tale om en forsøgsordning, hvor vi skulle blive klogere på, om medicinsk canabis virker. Er det ikke en god ting? Der er absolut intet til hinder for at lave videnskabelige forsøg med medicinsk cannabis, men den ordning, man har strikket sammen, vil ikke overbevise nogen som helst om, at medicinsk canabis virker. Der er sat en mindre sum af til at iværksætte egentlige videnskabelige forsøg – og flere projekter er startet. Men de midler, der er sat af, er helt utilstrækkelige til, at man på nogen måde kan håbe på, at det vil være muligt at afsløre en klinisk relevant effekt. Så vi bliver ikke klogere. Det er spild af kræfter og penge.

Med tiden må der være politikere, der får en ganske dårlig smag i munden af dette makværk. Det er en ommer.


This entry was posted in Formandens hjørne. Bookmark the permalink.

Comments are closed.