Er 2025-planen løsningen?

Så er regeringens 2025-plan blevet det store politiske emne. Det er flot klaret af vores parlamentarisk smalle regering, at de på den måde sætter dagsordenen for dansk politik. Der er ikke længere tvivl om, hvad Venstre vil med Danmark: Nedskæringer i SU, endnu en hævning af folkepensionsalderen, en kæmpe regning til boligejerne og en lettelse af topskatten er nogle af hovedelementerne i planen.

Regeringens parlamentariske grundlag med DF og LA i front tøver med at støtte planen. Den ene vil ikke lette topskatten, og den anden vil have topskatten sænket for alle. Nogle spår, at der kommer et valg ovenpå finanslovsforhandlingerne – for lige nu er der to tydelige sprækker i blå blok!

Planen omfordeler desværre kun en brøkdel af de offentlige budgetter og tager slet ikke fat på den grundlæggende reform, som der er hårdt brug for. I Danmark er flere end halvdelen i den arbejdsduelige alder på offentlig forsørgelse. Effektiviteten i den offentlige sektor er lav, kvaliteten af de borgerrettede ydelser daler til trods for, at der aldrig har været flere penge til offentligt forbrug. Bare kig på sygehusene, ældreplejen, skolerne og infrastrukturen. Går det bedre eller dårligere end før?

Nu foreslås pensionsalderen sat op igen. Det er ikke naturgivent, at det er muligt at blive ved med at piske den arbejdende del af befolkningen hårdere. Der er en grænse, og når man overskrider den, holder folk enten op med at arbejde, fordi det ikke kan betale sig, eller også forlader de landet. Det sidste er der mange, især unge akademikere, der gør.

Jeg mener, at vi er ved at køre samfundet ud over kanten, og jeg kan konstatere, at den offentlige sektor kun kan én ting: Nemlig at vokse og forbruge mere. Samtidig står væksten i den private sektor bomstille. Vi skal huske, at enhver krone, som bruges i det offentlige, først skal tjenes i det private. Den private sektor taber terræn, og regeringens forslag komplicerer blot skatteregler m.v. i stedet for at lette byrderne på erhvervslivet, så vi kan skabe vækst og velstand. Hvis der ikke kommer gang i væksten i den private sektor, ser det sort ud for vores samfund.

Hvis regeringen tvinges til at gå af på grund af den overfladiske skraben i de offentlige budgetter, som er foreslået i 2025-planen, er det min sørgelige konklusion, at det ikke længere er muligt at reformere vores samfundsmodel. Vi er simpelthen nået dertil, at flertallet af vælgerne stemmer sig til goder på mindretallets bekostning. Og det er desværre et voksende flertal.

Som konservative har vi altid keret os om dem, der ikke kan selv. Det skal vi selvfølgelig blive ved med. Men jeg kan ikke acceptere, at det skulle være rigtigt, at over halvdelen af befolkningen i den arbejdsduelige alder ikke kan noget som helst! Selvfølgelig kan de fleste bidrage med noget. Alle kan måske ikke komme i fuldtidsjob, men et deltidsjob med en supplerende ydelse er meget bedre end ren ydelsesforsørgelse. Problemet med at få sat folk i sving er, at der ikke er noget arbejde, siger man. Det passer simpelthen ikke. DI har netop lavet en undersøgelse, som viser, at danske virksomheder forgæves leder efter arbejdskraft!

Problemet ligger snarere i, at mindstelønnen er for høj til at mange jobtyper bliver oprettet, og at de offentlige ydelser er så høje, at det kræver en væsentlig løn, før det kan ”betale sig” at arbejde. Hvis de to faktorer blev lavet om, er det min overbevisning, at vi ville se mange flere servicejobs og en meget højere beskæftigelsesgrad.

Regeringen kradser kun i lakken på den samfundsmaskine, som blot kræver mere og mere brændstof og risikerer dermed at få et meget kort liv. Hvis den bliver væltet, vil Mette F. komme til, og så kan vi se frem til mange år med nedtur.

Jeg håber, at regeringen overlever og har mod på endnu flere reformer!

Lars N. Carstensen
Formand


Om Lars Carstensen

Lars Carstensen

Lars Carstensen


This entry was posted in Forside, Medlemsindlæg. Bookmark the permalink.

Der er lukket for kommentarer.