Byrådsgruppen i arbejdstøjet – tanker ved årsskiftet

Af Henrik Røgind, Formand- Januar 2018

Kære medlem

En ny byrådsperiode ligger foran os. Fire år er der til næste kommunalvalg – og det er tid til at kigge fremad.

Det kan næppe være forbigået nogens opmærksomhed, at der er meget fokus på socialt udsatte boligområder efter statsministerens nytårstale. I Furesø har vi ikke almene boligforeninger på regeringens ’ghettoliste’, men vi har foreninger, som har nogle af de problemer, der fører til den tvivlsomme ære, det er at stå på denne liste. Og der er ikke oplagte tegn til, at udfordringerne bliver mindre i årene, der kommer.

Det er vi simpelthen nødt til at gøre noget ved, hvis ikke vi vil ende som den nordlige ende af Københavns Vestegn. Derfor er det afgørende, at vi har fået placeret vores byrådsmedlemmer på centrale poster i planudvalg, skole- og ungdomsudvalg og i det planlagte §17, stk. 4 udvalg, der skal arbejde med boligsociale udfordringer. Det tager lang tid at vende en sådan udvikling, men det er vores klare ambition, at vi ved indgangen til næste kommunalvalg kan pege på klare konservative resultater, som sikrer, at vi fortsat kan være et attraktivt sted at bo og stifte familie. Kriminaliteten skal ned, uddannelsen op. Parallelsamfundene skal nedbrydes, samfundsdeltagelsen opbygges. Overførslerne ned, selvforsørgelsen op. Borgerne i Furesø skal være frie, stolte og virksomme.

For at vi skal lykkes med dette, er det afgørende, at Furesø får del i det økonomiske opsving, som buldrer af sted omkring os. Og det bliver vi kun i stand til, hvis vi kan springe på vognen. Udviklingen går så stærkt, at det næsten ikke er til at fatte. Allerede inden udløbet af denne byrådsperiode vil virkeligheden se ganske anderledes ud, end den gør i dag. Machine learning, kunstig intelligens, robotter og en stadig større digitalisering af vores omgang med hinanden vil være et uomgængeligt krav – ellers sakker vi uhjælpeligt bagud. Traditionelle kommunale velfærds- og forvaltningsopgaver vil i stadig større grad basere sig på IT-understøttede algoritmer. Det har derfor været helt afgørende for os at sidde for bordenden i udvalget for digitalisering og innovation. Det er her slaget om den fremtidige velfærd vindes. Og udviklingen skal ske med solide konservative fingeraftryk, som sikrer, at borgerne stadig er mennesker – ikke tal i et regneark. Men vi hverken kan eller skal stoppe verden og hoppe af: Vi er ikke og har aldrig været maskinstormere – vi ved, at vi skal forandre for at bevare.

Fremtiden er konservativ disruption? Hvad siger I til den!


Comments are closed.