Det er 30 år siden Berlinmuren faldt

Af Lars Carstensen, viceborgmester

Jeg var 20 år gammel, da Berlinmuren pludselig og uden varsel faldt for de folkelige oprør i DDR. Mange frygtede en gentagelse af begivenhederne i Ungarn og Prag, men kampvognene fra Sovjet udeblev, og porten til friheden for millioner af Østtyskere forblev åben. Den fredelige nedlæggelse af Østtysklands rædselsregime og det efterfølgende sammenbrud af Warszawapagten, som skete uden at der blev løsnet ét skud, og vigtigst af alt uden at der blev affyret ét atommissil, var mere end vi havde turdet håbe på! Jeg husker Berlingske Tidendes forside, som bare et par dage forinden ville have været fuldstændig utænkelig.

Hvorfor var det så vigtigt?

Jeg tøver ikke med at kalde Berlinmurens fald for den vigtigste historiske begivenhed, der vil ske i min levetid. Jeg er født i 1969, og mine forældres generation vil selvfølgelig pege på befrielsen i 1945 som den største begivenhed, de har oplevet. Men murens fald var vigtig, fordi den viste, at regimer, som bygger på topstyring, ufrihed for individet og terror, ikke kan holde i længden. Murens fald var en sejr over et regime, som satte fællesskabet foran individet i en sådan grad, at individet absolut ingen rettigheder eller værdi havde. Undskyldningen for at træde folk under fode i den slags regimer er altid, at det er et nødvendigt onde for at opnå den perfekte socialisme og det utopiske ”paradis” på jord. Vi der er vokset op med, at vi kan bevæge os frit, mene hvad vi vil, og sige det højt og med lethed rejse til andre lande, har svært ved at forestille os, hvad det betyder at være spærret inde og blive overvåget 24 timer i døgnet hele livet. Det betyder alt!

Hvis man vil vide, hvor meget det betyder, kan man med fordel lytte til tidligere Stasi-fange Mike Fröhnel, som jeg havde fornøjelsen at høre på Det Konservative Folkepartis konference på 30-årsdagen for murens fald den 9. november. Mike var kriminel i DDR, fordi han tre gange havde forsøgt at begå ”republikflugt”, altså forsøgt at flygte til Vesten. Ved 24-årsalderen havde han allerede siddet i fængsel i fem år. I DDR var det tilladt at se både Matador og Huset på Christianshavn, og det gav Mike en kærlighed til Danmark, som har gjort, at han på egen hånd har lært dansk, og han har besøgt Danmark ”1000 gange”, som han siger. Jeg kan sagtens forestille mig, at man kunne være fanget i DDR og tænke, at landet, som ligger lige derovre på den anden side af Østersøen, må være noget særligt. Det er det jo også.

Opfører vi Berlinmure i dag?

Svaret er selvfølgelig både ja og nej. Nej, fordi der bygges ikke mure med pigtråd og automatiske skydeanlæg, og ja, fordi samfundet bliver mere og mere topstyret, og vi bliver overvåget mere og mere.

Topstyring kan vi snart ikke få mere af: Kommunerne styres krone for krone, folkeskolerne styres på minuttet af Folketingspolitikere, som ikke ser hverken lærere eller elever i øjnene, og i daginstitutionerne skal der bruges minimumsnormeringer, som er beregnet i et regneark.

Når det gælder overvågning, holder vores nye regering sig heller ikke tilbage. Der stilles forslag om at lade politiet bruge ansigtsgenkendelse oven i de helt unødvendige registreringer af nummerplader, som foregår på snart samtlige indfaldsveje til København. Hvorfor bliver vores internettrafik logget? Hvorfor kan vi lovlydige borgere ikke få lov at være i fred? Og bygger vi ikke bare den perfekte infrastruktur til meningskontrol og misbrug af data? Lederne i DDR ville have savlet over de muligheder, som teknologien giver os i dag, og vi indfører dem uden debat, bare fordi det er teknisk muligt.

Jeg mener, at der mangler en seriøs samfundsdebat om vægtningen af individets frihed kontra samfundets trang til at masseovervåge. Jeg er godt klar over, at regeringens og Folketingets undskyldning er, at man blot vil ”beskytte” os mod onde kræfter. Men det samme sagde man i DDR: ”Muren er bygget for at beskytte mod fascistisk infiltration.”

Vi bør bruge 30-års jubilæet til at minde os selv om, at vores frihedsrettigheder er værd at kæmpe for, og at det er nødvendigt at kæmpe for at bevare dem.


This entry was posted in Carstensens klumme. Bookmark the permalink.

Comments are closed.