Kommentarer til Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget

Af Lars Carstensen, gruppeformand og viceborgmester

Et kort resume af talen den 1. oktober er, at vi har faet en rigtig rød statsminister, som kun taler om at øge de offentlige udgifter, og som drevet af misundelse anser erhvervslivet som noget, der skal plukkes til sidste krone.

Tillykke Danmark, 1970’erne er vendt tilbage! 1979 har ringet, de vil gerne låne den kvindelige udgave af Anker Jørgensen. Jeg sidder pludselig og savner Helle Thorning!

Ord contra handling

Talen var rig pa ord og gode intentioner, men uden konkret indhold. Der var en gentagelse af nogle af løfterne fra valgkampen, f.eks. at vi skal have mere tillid til hinanden, at der skal føres en fortsat stram udlændingepolitik, og at der skal bruges flere penge på velfærd. Alt sammen noget der lyder tilforladeligt, men nar man kigger pa regeringens konkrete udspil, er virkeligheden en helt anden.

Virkeligheden overhaler nemlig allerede de smukke ord om tillid: Statsministeren har lige været ude og lufte et forslag om øget overvågning af os helt almindelige danskere. Den stramme udlændingepolitik er blevet saboteret ved, at integrationsydelsen bliver sat op – hvilket igen gør Danmark attraktiv for bekvemmelighedsflygtninge. Velfærdsløfterne er store og vil være umulige at indfri: Statsministerens udmelding om 1000 flere sygeplejersker mangler fuldstændig grobund i virkeligheden. For hvor er de 1000 arbejdsløse sygeplejersker henne?

To gode ting i talen

Retfærdigvis skal jeg huske at rose de to gode ting, der var i talen:

Den første gode ting er, at statsministeren har læst i Det Konservative Folkepartis partiprogram og talte om generationskontrakten, som går ud pa, at vi efterlader verden i bedre stand, end vi modtog den. Jeg kunne ikke være mere enig.

Den anden gode ting er, at hun stiller spørgsmålet, om Folketinget skal blive bedre til at holde fingrene fra lovgivningsknappen, nar der bliver begået fejl og give kommunerne mulighed for reelt selvstyre gennem mindre central regulering. Det ønsker jeg statsministeren held og lykke med at overholde!

Det var så de to gode ting. De fylder ikke meget i statsministerens 16 sider lange tale.

Taler Danmark ned

Statsministeren bruger desværre en stor del af talen pa at tale Danmark ned. Hun bruger udtryk som “maleriet er falmet”, “forskellene er blevet for store” og “Vi ma hele tiden kæmpe for retfærdighed”.

Talen viser med al tydelighed, at socialdemokratiets 100-arige kamp mod fattigdom, kampen for et arbejde, kampen for en rimelig arbejdstid, kampen for en rimelig løn, kampen for retten til pension og ferie, er blevet erstattet af kampen mod dem, der klarer sig uden velfærdsydelser, drevet af grøn (rød) misundelse, men stadig under de gamle paroler om “retfærdighed” og “solidaritet”.

Socialdemokratiets kamp er blevet til en kamp mod dem, som har satset alt, som har arbejdet hårdt, og som har skabt virksomheder, som hele tiden skaber den velstand, som socialdemokratiet rundhåndet deler ud af og tager æren for. Disse mennesker skal nu beskattes endnu en gang, nar de
overlader deres virksomheder til næste generation.

Andre lande, som vi sammenligner vores velfærd med, har for længst droppet den måde at forsøge at nationalisere erhvervsvirksomheder. Virksomhederne har ikke mulighed for at betale enorme beløb til
ekstra skat. Virksomhedernes penge er bundet i bygninger, maskiner og varelagre. Og de skal helst bruges til at investere i ny teknologi, så de bliver ved med at kunne levere de bedste produkter og sikre dansk beskæftigelse.

Socialdemokraternes politik skader konkurrenceevnen, er skadeligfor jobskabelsen og sikrer kun flere klienter i socialdemokraternes elskede velfaerdsk0er. Socialdemokraterne glemmer, at danske virksomheder er i international konkurrence hver eneste dag. Hvis man fjerner kapitalgrundlaget for de sma- og mellemstore virksomheder, som beskæftiger 800.000 danskere, kan vi godt vinke farvel til den del af erhvervslivet, og sa kommer velfærdsmodellen virkelig under pres.

Jeg har i mange ar mistænkt socialdemokraternes politik for at være drevet af misundelse frem for økonomisk indsigt. For det faktum, at enhver krone, som det offentlige bruger, først skal tjenes i en privat virksomhed er åbenbart ukendt blandt socialdemokrater. Den private virksomhed betaler afgifter, moms, skat af lønninger samt virksomhedsoverskud, og først derefter kan det offentlige bruge penge. Det giver derfor ingen mening at være sa misundelige pa erhvervslivet, at man ødelægger det.

En ny Anker Jørgensen

Det virker som om det samlede socialdemokrati har glemt, at sidst de stod i spidsen for en økonomisk model, hvor erhvervslivet ikke kunne følge med i det offentliges udgiftspres, var i 1970-erne. Der var statens overforbrug lånefinansieret, og den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen kom med den berømte udtalelse om, at afgrunden var i sigte. Anker Jørgensens socialdemokratiske låne- og overforbrugseksperiment blev afløst af Poul Schluters regeringer, som ryddede op i dansk økonomi. Jeg er bange for, at Mette Frederiksen pa mange mader minder mere om Anker Jørgensen end Helle Thorning, og at den radikale vagthund Morten Østergaard langt fra er lige sa bidsk som Margrethe Vestager.

Forskellen mellem Anker Jørgensen og Mette Frederiksen er, at Mette Frederiksen har overtaget styrepinden i et Danmark, hvor økonomien kører i højeste gear. Konjunkturen er god, og skatter og afgifter vælter ind i de offentlige kasser pa et rekordhøjt niveau. De offentlige udgifter er også rekordhøje. Alligevel tegner hun et billede af en velfærdsstat, som er udsultet i en sådan grad, at hun vil hæve skatten og bruge løs af pengene. Det er en uansvarlig politik, for netop nar det går godt, skal vi sikre, at vi har en buffer til de dårlige tider, som vi ved kommer i fremtiden. I stedet puster hun blot de offentlige udgifter yderligere op.

Der er intet i statsministerens abningstale, som tegner godt for dansk økonomi.

Virkelighedsfjerne forslag

I talen lægger statsministeren op til, at der skal skrues ned for detailstyring oppefra. Men samtidig gør hun meget ud af at gennemgå et eksempel fra ældreplejen, hvor hun ender med at insinuere, at minuttyranniet og kravene til dokumentation er opstaet som følge af inddragelse af private aktører! Det er direkte sjofelt nar statsministeren dermed påstår, at det er private aktørers skyld, at man er nødt til at definere en rengøringsydelse for at kunne måle på, om den er udført. Er det virkelig statsministerens ide om ledelse, at kommunerne blot skal sende medarbejderne afsted uden at fortælle dem, hvad der forventes, at de skal udføre?

Regering uden plan

Jeg kunne fortsætte med at kommentere pa statsministerens forsøg pa at underminere politiets organisation, at hun reelt har ophævet rigsfællesskabet ved at sige til Færøerne og Grønland at Vi er tre lande.”, og takker vægerne for opbakningen til hende som statsminister, når Socialdemokratiet faktisk gik tilbage ved valget, og mange andre ting. Det vil jeg ikke gøre, men jeg kan ikke lade være med at påpege de tre hovedforsømmelser i talen:

  • Der mangier i den grad en udstrakt hand til erhvervslivet og en økonomisk plan.
  • Der er ingen omtale af det arktiske problem og ingen planer herfor.
  • Der var løfter om at “nu skal vi levere” på klimaområdet, men uden opskrift pa hvordan.

Det er lige før jeg får ondt af Mette Frederiksen, som star i spidsen for et socialdemokrati, som har mistet sin mission og sit raison d’etre, og som nu blot deler milde gaver ud for at få og beholde magt. Men hvad skal magten dog bruges til, nar du hverken har et projekt eller en plan, Mette?


This entry was posted in Carstensens klumme. Bookmark the permalink.

Comments are closed.